17. MAI SANGER OG VERS

 

Ja, vi elsker

(Bjørnstjerne Bjørnson)

Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem.
Elsker, elsker det og tenker
På vår far og mor
Og den saganatt som senker
drømmer på vår jord.

Dette landet Harald berget
med sin kjemperad,
dette landet Håkon verget
medens Øyvind kvad;
Olav på det landet malte
korset med sitt blod,
fra dets høye Sverre talte
Roma midt imot.

Bøndene sine økser brynte
hvor en hær dro frem,
Tordenskiold langs kysten lynte,
så det lystes hjem.
Kvinner selv stod opp og strede
som de vare menn;
andre kunne bare grede,
men det kom igjen!

Visstnok var vi ikke mange,
men vi strakk dog til,
da vi prøvdes noen gange,
og det stod på spill;
ti vi heller landet brente
enn det kom til fall;
husker bare hva som hendte
ned på Fredrikshald!

Hårde tider har vi døyet,
ble til sist forstøtt;
men i verste nød blåøyet
frihet ble oss født.
Det gav faderkraft å bære
hungersnød og krig,
det gav døden selv sin ære -
og det gav forlik.

Fienden sitt våpen kastet,
opp visiret for,
vi med undren mot ham hastet,
ti han var vår bror.
Drevne frem på stand av skammen
gikk vi søderpå;
nu vi står tre brødre sammen,
og skal sådan stå!

Norske mann i hus og hytte,
takk din store Gud!
Landet ville han beskytte,
skjønt det mørkt så ut.
Alt hva fedrene har kjempet,
mødrene har grett,
har den Herre stille lempet
så vi vant vår rett.

Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem.
Og som fedres kamp har hevet
det av nød og seir,
også vi, når det blir krevet,
for dets fred slår leir.

 

 

 

 

 



17de mai 1843.

(A LA SCHMAHR. GL. MELODI)


Hammerslag
hør's idag
overalt at laate.
Aldrig før den Dagen fik
saa bedrøvelig Musik.
Derfor og
i en Krog
vil jeg ud den graate.

Nei jeg vil
strikke til
Publikum en Hue.
Den skal være ganske hvid:
slig en, som ved Nattetid
findes paa
gammel graa
Høker i hans Stue.

Er du kjæk,
slaa saa væk
Kneps udi din Lomme!
Vil du have Festmusik,
kan du jo et Tiktiktik
i din Pisk
paa din Disk
noksaa lystig tromme?

Hvis du vil
have til
dit Hurra Salutter,
slaa da Klap med Vaatter paa!
Andre Skud de dundre saa.
Fyr nu for
gamle Nor
og de norske Gutter!

Hvisk saa da
et Hurra
i din Naboes Øre!
Kanske da, til Dagens Priis,
Du af ham paa samme Viis
faar et kjækt
nævedækt
Hurraraab at høre?

Men hvorfor,
kjære Bro'r,
skal Vi disse ligne?
Nathuen for Os ei duer.
Friere er vor Natur.
I vort Lag
Majens Dag
Vi vil højt velsigne.



Henrik Wergeland.

 

 

 

 

Smaaguttenes nasjonalsang


Vi ere en nasjon vi med,
vi små en alen lange,
et fedreland vi frydes ved,
og vi, vi ere mange.
Vårt hjerte vet, vårt øye ser
hvor godt og vakkert Norge er,
vår tunge kan en sang blant fler
av Norges æres-sange.

Mer grønt er gresset ingensteds,
mer fullt av blomster vevet
enn i det land hvor jeg tilfreds
med far og mor har levet.
Jeg vil det elske til min død,
ei bytte det hvor jeg er fødd,
om man et paradis meg bød
av palmer oversvevet.

Hvor er vel himlen mere blå?
Hvor springer vel så glade
de bekker som i engen gå
for blomstene å bade?
Selv vinteren jeg frydes ved,
så hvit og klar som strøet med
all stjernehimlens herlighet
og hvite liljeblade.

Jeg ikke vil for fremmed vår
min norske vinter bytte,
og fremmed slott ei nær forslår
imot min faders hytte.
Han sier han er der så fri.
Det ei så nøye fatter vi,
men noe godt er visst deri
som verd er å beskytte.

Gid jeg da snart må blive stor
-jeg har så lenge biet-
at tappert jeg kan verne for
min faders dyre frihet!
Og skulle noen vel med makt
få fedrelandet ødelagt?
Hvert liv, min fader jo har sagt,
er til dets frelse viet.

Det leve da som gran og fyr,
de sterke, eviggrønne,
som stjernene bak sine sky'r
er alltid like skjønne!
Kom vår og høst, som alltid før,
med blomster for min moders dør
med gyllent korn på faders stør,
som vil du dem belønne.


 

 

 


Sønner av Norge

Sønner av Norge, det eldgamle rike,
sjunger til harpens den festlige klang!
Mandig og høytidsfullt tonen la stige!
Fedrenelandet innvies vår sang.
Fedreneminner herlig opprinner
hver gang vi nevner vår fedrenestavn.
Svulmende hjerter og glødende kinner
hyller det elskte, det hellige navn.





Opprinnelig sangtekst


Sønner af Norges det ældgamle Rige,
Sjunger til Harpens den festlige Klang!
Mandigt og højtidsfuldt Tonen lad stige,
Fædrenelandet indvies vor Sang.
Fædreneminder herligt oprinder,
Hvergang vi nævne vor Fædrenestavn.
Svulmende Hierter og glødende Kinder
Hylde det elskte, det hellige Navn.

Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,
herligt den skuer vort Fædrelands Glands;
Kæmpere gange om Dovrefjelds Sider,
Vandre til Ledingefærd som til Dands.
Mandige Skarer Bølgen befarer,
Norriges Ros bær til fjerneste Kyst;
Hjemme er Kæmpere nok som forsvarer
Arvede Frihed med modige Bryst.

Medens de Staalklædte prøve sin Styrke,
Medens de stande i kæmpende Rad,
Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,
Riste i Runer de herligste Qvad.
Konninger bolde Scepteret holde,
Røgte med Viisdom det hellige Kald;
Gennem Aarhundreders Nat deres Skjolde
Genstraale klart i Erindringens Hal.

Oldtid! du svandt; men din hellige Flamme
Blusser i Nordmandens Hjerte endnu:
End er af Æt og af Kraft han den Samme,
End staaer til Frihed og Ære hans Hu;
Og naar han kvæder Norriges Hæder,
Svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst;
Ham er selv Sydens de yndigste Steder
Intet mod Norriges sneedækte Kyst.

Frihedens Tempel i Nordmandens Dale
Stander saa herligt i Lye af hans Fjeld;
Frit tør han tænke, og frit tør han tale,
Frit tør han virke til Norriges Held.
Fuglen i Skove, Nordhavets Vove
Friere er ej end Norriges Mand;
Villig dog lyder han selvgivne Love,
Trofast mod Konning og Fædreneland.

Elskede Land med de skyhøje Bjerge,
Frugtbare Dale og fiskrige Kyst!
Troskap og Kjærlighed fro vi dig sverge;
Kalder du, bløde vi for dig med Lyst.
Evig du stande, elskte blandt Lande!
Frit som den Storm der omsuser dit Fjeld!
Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,
Stedse du voxe i Hæder og Held!

 

 

 

 

KONGE SANGEN

Gud sign vår konge god!
Sign ham med kraft og mot
sign hjem og slott!
Lys for ham ved din Ånd,
knytt med din sterke hånd
hellige troskapsbånd
om folk og drott!

Høyt sverger Norges mann
hver i sitt kall, sin stand,
troskap sin drott.
Trofast i liv og død,
tapper i krig og nød,
alltid vårt Norge lød
Gud og sin drott.

 

 

 

GUD SIGNE VAART DYRE FEDRALAND 

 

1.

Gud signe vaart dyre Fedraland
Og lat det som Hagen bløma!
Lat lysa din Fred fraa Fjell til Strand
Og Vetter fyr Vaarsol røma!
Lat Folket som Brøder saman bu,
Som Kristne det kann seg søma!

 

2.

Vaart Heimland i Myrker lenge laag,
Og Vankunna Ljoset gjøymde.
Men Gud, du i Naade til oss saag,
Din Kjærleik oss ikkje gløymde:
Du sende ditt Ord til Norigs Fjell,
Og Ljos yver Landet strøymde.

 

3.

Og Noreg det ligg vel langt i Nord,
Og Vetteren varer lenge;
Men Ljoset og Livet i ditt Ord
Det ingen kann setja Stenge.
Um Fjellet er høgt og Dalen trong,
Ditt Ord heve daa sitt Gjenge.

 

4.

So blømde vaart Land i Ljos og Fred,
Det grødde so grønt i Lider,
Men atter seig Natt paa Landet ned
Med Trældom og tunge Tider.
Og Folket det sukkad etter Ljos,
Og du lyste upp umsider.

 

5.

Og Morgonen rann, og Myrkret kvarv,
Som lenge vaar Lukka skygde,
Du atter oss gav vaar Fridoms Arv
Og honom i Trengsla trygde.
Du vernad vaart Folk og gav oss Fred,
Og Landet med Log me bygde.

 

6.

Vil Gud ikkje vera Bygningsmann,
Me faafengt paa Huset byggja.
Vil Gud ikkje verja By og Land,
Kann Vaktmann oss ikkje tryggja.
So vakta oss, Gud, so me kann bu
I Heimen med Fred og Hyggja!

 

7.

No er det i Norig atter Dag
Med Vaarsol og Song i Skogen.
Um Sædet enn gror paa ymist Lag,
Det brydder daa etter Plogen.
So signe daa Gud det gode Saad,
Til Groren ein Gong er mogen!

 

 

NORGE I RØDT; HVITT OG BLÅTT

 

Hvorhen du går i li og i fjell
en vinterdag, en sommer kvell ved fjord og fossevell
Fra eng og mo med furutrær
til havets bryn med fisker vær, og til de hvite skjær
Møter du landet i trefarvet drakt
svøpt i et gjenskinn av flaggets farveprakt.
Se en hvitstammet bjerk oppi lien
rammer stripen av blåklokker inn
mot den rødmalte stuen ved stien
det er flagget som vaier i vind.
Ja, så hvit som det hvite er sneen
og det røde har kvellsolen fått
og det blå gir sin farve til breen
det er Norge i rødt, hvitt og blått.

 


En vår-dag i en solskinns stund
på benken i studenter lund
der sitter han og hun
to unge nyutsprungne russ
to ganske nylig tendte bluss
i tredve grader pluss
Hunn er som en gryende forsommer dag
som farves av gjenskinnet fra det norske flagg.
Ja, så hvit som det hvite er kjolen
og så rød som det rø hennes kinn
hennes øine er blå som fiolen
hun er flagget som vaier i vind.
Han har freidig og lyslugget panne
og en lue i rødt har han fått.
Med en lyseblå tiltro til landet
står vår ungdom i rødt, hvitt og blått

 

Til ære for hver optimist
Vi tender gleden bluss tilsist
Med håpets lille gnist.
Det flammer som et drømme syn
Det blinker som av tusen lyn
På himlen over by'n.
Det stiger av mørket et eventyr slott
Et fata morgana i rødt, hvitt og blått.
Som et regnbuens tegn over skyen
skal det engang i fremtiden stå.
Se det blinker igjen over byen
i det røde og hvite og blå.
Det spres ifra gaten og torget
over landet som nordmenn har fått.
Du skal engang få se gamle Norge
når det flammer i rødt, hvitt og blått.

 

 

 

 

Mellom bakkar og berg

Mellom bakkar og berg ut med havet
heve nordmannen fenge sin heim,
der han sjølv heve tuftene grave
og sett sjølv sine hus oppå deim.

 

 Han såg ut på dei steinute strender;
der var ingen som der hadde bygd.
«Lat oss rydja og byggja oss grender,
og så eiga me rudningen trygt»

 

Han såg ut på det bårute havet,
der var ruskut å leggja utpå,
men der leikade fisk nedi kavet,
og den leiken, den ville han sjå.

 

Fram på vinteren stundom han tenkte:
«Gjev eg var i eit varmare land!»
Men når vårsol i bakkane blenkte,
fekk han hug til si heimlege strand.

 

Og når liane grønkar som hagar,
når det lavar av blomar på strå,
og når netter er ljose som dagar,
kan han ingen stad venare sjå.

 

Sud om havet han stundom laut skrida:
Der var rikdom på benkjer og bord,
men ikring såg han trelldomen kvida
og så vende han atter mot nord.

 

Lat no andre om storleiken kivast,
lat deim bragla med rikdom og høgd,
mellom kaksar eg inkje kan trivast,
mellom jamningar helst er eg nøgd.

 

 

 

 

BLANT ALLE LANDE
 (Ole Vig)
 
Blant alle lande i øst og vest,
er fedrelandet mitt hjerte nest.
Det gamle Norge med klippeborge,
meg huger best.
 
Fra Vesterhavet til kjølens rand,
fra Nordishavet til Kristiansand,
der har jeg hjemme og kan istemme:
Mitt fedreland.
 
Jeg elsker eder I gamle fjell,
med høye tinder og dype vell.
Med skog om barmen og jern i armen til tidens kveld.
 
 
Jeg elsker bølgen hvor frihet bor,
og dype daler hvor freden bor,
de lier fagre, og gylne akre,
på odelsjord.
 
Jeg elsker alt som er ekte norsk,
fra folkelivet til sild og torsk,
som fremad skrider, om enn det glider,
en smule dorsk.
 
Jeg elsker høylig mitt modersmål,
det klinger kraftig som herdet stål.
Fra hjertets grunne,
 i folkemunne hos Per og Pål.
 
Dog mest jeg elsker det folkeferd
 som har sitt hjem mellom fjell og skjær.
Hvor unge hedre de gamle fedre som bygde her.
 
 
 

 

 

 

 

FAGERT ER LANDET
(Anders Hovden)
 
Fagert er landet du oss gav,
Herre vår Gud og vår Fader.
Fagert det stig av blåe hav.
Solli ho sprett og ho glader.
Signar vårt land i nord og sud,
soleis di åsyn lyser Gud,
yver vårt Noreg i nåde.
 
Tidi ho renn som elv mot os.
Fort skifter sumar til vetter.
Fader ver alltid Noregs los,
radt til dei seinaste ætter.
Herre vår Gud, vår Noregs Gud,
 varda vårt land frå fjell til flud.
Lær oss å gå dine vegar.
 
Signa då Gud vårt folk og land.
Signa vårt strev og vår møda.
Signa kvar ærlig arbeidshand,
signa vår aker med grøde.
Gud utan deg den vesle urt,
veiknar og visnar, bleiknar burt.
Ver du oss ljoset og livet.

 

 

 

 

 

 

 

17. mai-sang

(Mel. Mot i brystet.)

Tenk at nå er dagen her som jeg har lengtet etter.
Jeg skal gå i toget, og jeg er så glad.
Du kan tro jeg skal nok synge ut av alle krefter,
svinge flagget mitt og rope høyt hurra!
Ser du flagget mitt: rødt og blått og hvitt!
Det skal vaie fritt og vise seg
friskt, og vakkert er det, som vår kjære gamle Norge.
Ja, det landet er vi glad i, du og jeg!

 

 

 

 

 

 

 

 

17de MAI-SANG FOR DE SMÅ

(Mel: Østerdalsmarsj)

17. mai
er jeg så gla' i,
moro jeg har fra morgen til kveld!
Da er det så du,
om vi er små du,
er vi med likevel.
Jeg roper hurra dagen så lang,
synger for Norge mangen en sang.
Og jeg, jeg kan du
elske mitt land du,
det skal du se en gang.

 



Pent lite flagg du,
fikk jeg i dag du,
flagg med en stang så lang og så ny.
Nå skal jeg springe,
løfte og svinge
flagget mitt høyt mot sky!
Ser du den sløyfen som jeg har på,
den er så gild, så rød, hvit og blå.
Jeg bare venter
mor snart meg henter,
så skal vi sammen gå.



Far skal bli med du,
tenk, vi skal se du,
barna som går i rekker og rad,
se flagg og faner
i lange baner!
Å, du hvor jeg er glad!
Høre musikk, trommer og sang!
Å den som kunne bli med en gang.
- Kankskje jeg får du
lov neste år du,
da er jeg stor og lang!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

VERS:

 

La Norge fylle vårt hjerte!

Hører du landets sang?

Lytt til en liten tone,

det er din egen klang!

Du er ikke lenger ensom,

når skodden trykker deg ned.

Seil vekk på sangen om Norge,

i den er vi alle med.

NORDAHL GRIEG.

 

 

 

 

 

 

 

 

Undrer mig på, hvad jeg får se

over de høje fjælde?

Øjet møder nok bare sne;

rundt omkring står det grønne træ,

vilde så gjærne over;

tro, når det rejsen vover?

BJØRNSTJERNE BJØRNSON

 

 

 

 

 

Jeg elsker Eder, I bækker smaa,

I stolte fosser, I fjorder blaa,

I sjøer blanke, hvis stille tanke

Kan stjerner naa!

 

Jeg elsker furu- og birkelund,

med toneklang fra fuglemund;

og meget aner de dunkle graner

i vaarens stund.

OLE VIG.

 

 

 

 

 

 

 

Det er min Sjæl en frydfuld Trang

at gjeste Norges Dale.

Den gamle Fjeldkoll elsker Sang,

de glade Hjertens Tale.

Kom til den fagre Maridal,

til Kleivens svimlende Portal!

Kom hvorsomhelst, og Norge skal

dig i sin Favn husvale!

HENRIK WERGELAND.

 

 

 

 

 

 

Vi nærmere i Dalens Favn

os føler Norges Hjerte.

Dets ærlige og gamle Navn

vi der af Fossen lærte.

I Fjeldets solbelyste Tind

det blotter os sit høie Sind.

Og derifra det speiler ind

sig selv i Folkets Hjerte.

HENRIK WERGELAND

 

 

 

 

 

 

Mine Barndomsdage

er en billedsmykket Sage,

i hvert Billed er en Tone lagt.

I min Drøm paa Fjeldet,

under Fossevældet,

har en Hulder mig sin Harpe rakt.

Johan Sebestian Welhaven.

 

 

 

 

Norge, Norge,

blånende op af det grågrønne hav,

øer omkring som fugleunger,

fjorde i tunger

indover did, som det stilner af.

Elve, dale

følges fra fjældene, skogås og li

langelig efter. Straks som det letter,

sjøer og sletter,

helgedagsfreden med tempel i,

Norge, Norge,

hytter og hus og ingen borge,

blidt eller hårdt,

du er vort, du er vort,

du er fremtidens land.

BJØRNSTJERNE BJØRNSON.

 

 

 

 

 

 

 

 

17.mai 1940

I dag står flaggstangen naken
blant Eidsvolls grønnende trær.
Men nettopp i denne timen
vet vi hva frihet er.
Der stiger en sang over landet,
seirende i sitt språk,
skjønt hvisket med lukkede leber
under de fremmedes åk.

Der fødtes i oss en visshet,
frihet og liv er ett,
så enkelt, så uundværlig
som menneskets åndedrett.
Vi følte da treldommen truet
at lungene gispet i nød
som i en sunken u-båt;
vi vil ikke dø slik død.

Værre enn brennende byer
er den krig som ingen kan se
som legger et giftig slimslør
på bjørker og jord og sne.
Med angiverangst og terror
besmittet de våre hjem,
Vi hadde andre drømmer
og vi kan ikke glemme dem.

Langsomt ble landet vårt eget,
med grøde av hav og jord,
og slitet skapte en ømhet
en svakhet for liv som gror.
Vi fulgte ikke med tiden,
vi bygde på fred, som i tross,
og de hvis dåd er ruiner
har grunn til å håne oss.

Nå slåss vi for rett til å puste
vi vet det må demre en dag
da nordmenn forenes i samme
befriede åndedrag.
Vi skiltes fra våre sydpå,
fra bleke utslitte menn.
Til dere er gitt et løfte;
at vi skal komme igjen.

Her skal vi minnes de døde
som ga sitt liv for vår fred,
soldaten i blod på sneen,
sjømannen som gikk ned.
Vi er så få her i landet;
hver falden er bror og ven.
Vi har de døde med oss
den dag vi kommer igjen.

Nordahl Grieg

 

 

 

 

 

Hei!
Prøv å lage din egen hjemmeside som jeg.
Det er enkelt, og du kan prøve det helt gratis.
ANNONSE